Saftig, sommerlig og umiddelbar

Crique Dream 2023  
Frankrig, Cotes de Gascogne 
Hvidvin, Sauvignon Blanc/Colombard 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 52,95 
Supervin  
4 Stjerner, 90 Pts. 

Vi er gået ind i de lyse måneder, og mit vin-kompas begynder så småt at dreje en ekstra omgang, når der dukker en vin op, der har potentiale til sommerens lyse aftener og varme nætter. Crique Dream er en blanding af Sauvignon Blanc og Colombard, og den er skabt til umiddelbar nydelse. Jeg kategoriserer nogle gange vine i ‘nørdevin’, ‘smagevin’ og ‘drikkevin’. Den her tåler ikke timelange nørderier, og den kommer også til kort, hvis den er udsat for grundig smagning og sammenligning med store vine. Men når det kommer til umiddelbar drikkeglæde og hyggepotentiale, er den et rigtig godt bud til en meget attraktiv pris. For her er frugt i lange baner, der er afstemt fint mellem friskhed og blød charme. Den slags virker rigtig godt i kolde glas på varme dage.