Ambitiøs og veludført Mencía

Rectoral de Amandi Manolo Arnoya 2019
Spanien, Ribeira Sacra
Rødvin, Mencía
Normalpris kr. 209,- Set til kr. 179,-
Jysk Vin
4 Stj., 93 Pts.

Jeg får stadig kriller i den nederste del af maveregionen, når jeg tænker på rødvinen Matilda Nieves fra det galiciske vinhus Rectoral de Amandi. Den vin kan noget helt exceptionelt – og endda til en pris, der kun ligger lige over hundrede kroner. Her er vi prismæssigt gået et skridt opad med vinen Manolo Arnoya fra samme vinhus, og jeg er fuld af begejstring over det generelle niveau, man finder i dette pragtfulde Ribeira Sacra-hus. Manolo Arnoya er en Mencía-vin, der fremelsker alt det store i den særlige druesort, og som med ambitiøse træk former druearten til en vin, der vil en hel masse. Røde frugter, frisk lethed, fadpræget dybde – alt sammen fungerer rigtig godt. Det har imidlertid også den betydning, at den unikke, friske charme fra føromtalte Matilda Nieves bliver brudt og fedet op på en måde, der ændrer udtrykket markant. Manolo Arnoya er en flot og ambitiøs Mencía, hvor der er leget så meget med udtrykket, at den naturlige charme, jeg elsker ved Matilda Nieves-vinen, er erstattet med et mere modent og robust udtryk. Et udtryk, der er lidt kedeligt i sammenligningen – men som i sig selv står selvsikkert og flot.