Ribera del Duero - hjemsted for en perlerække af Spaniens største og mest anerkendte vinmagere.

Duero eller Douro?

 

Ribera del det ene eller Ribera del det andet?

 

Lad os bare indlede med at få de små detaljer på plads.

 

Duero er det spanske navn for den samme flod, som i Portugal hedder Douro. Den løber fra området omkring Soria i den centrale, nordlige del af Spanien, og den løber ud ved Porto.

 

Ribera er det spanske navn for ‘flodbred’, så en Ribera del Duero har altså ikke noget at gøre med Ribera del Guadiana eller Ribera del alt muligt andet. Kun at alle disse områder har taget navn efter bredden fra den flod, de knytter sig til.

 

Ribera del Duero ligger i Castilla y León-området, der er et stort område, der ligger i den nordlige del af det centrale Spanien. Hvis man tager en direkte linje nordpå fra Madrid – og sætter kursen mod Santander og Bilbao – kommer man til hjertet af Ribera del Duero. Byen Aranda del Duero er et godt holdepunkt for de videre udforsninger, man gerne vil gøre.

 

I denne del af Spanien er klimaet perfekt for Tempranillo-druen, og samtidig med at området ligger inde i landet og i en vis højde, er forskellene på nat- og dagtemperaturer ofte meget stor. Det giver supergode modningsforhold for druerne, der derfor giver nogle af de bedste Tempranillo-vine.

 

Ofte er vinene fyldige og krydrede, men de har også gerne en frisk snert, der gør dybden mere nuanceret. Pingus, Vega Sicilia og Bodegas Aalto er nogle af de navne, der er umulige at komme udenom, men heldigvis findes der også fremragende Ribera del Duero-vine, der er til at betale på et nogenlunde normalt budget.

 

FEM FREMRAGENDE FRA RIBERA DEL DUERO
200-500 kroner

 

A&M 2010
Klassevin med alle de dyder, jeg sætter allermest pris på fra Ribera del Duero. God plads til alle de mange nuancer, der med nøjagtig og nænsom hånd understøtter hinanden. En kraftfuld vin med store og spændende variationer.
Set til kr. 399,- hos D’Wine (6*)

 

Bagus 2014
Vilde krydderier og en kæmpemæssig smag, der lander i en sublim balance, der sammen med den fyldige aroma kommer snigende med en majestætisk og voldsomt elegant storhed.
Set til kr. 329,95 hos Supervin (6*)

 

Bosque de Matasnos Edicion Limitada 2014
En decideret voldsom smagsoplevelse, der alligevel er så blød og venlig, at den enorme intensitet på ingen måde bliver for meget. Der er frugt i lange baner, masser af krydderier, og det hele matcher perfekt i en fyldig og enormt flot rødvin.
Set til kr. 299,- hos Vinstokken (6*)

 

Aalto 2015
Superkrydret med et væld af nuancer, der alle sammen får plads til at gøre sig bemærket, inden de slutter sig til den charmerende og afstemte helhed. Der er peber, der er mynte, der er frugt, der er syre, der er blødhed og der er knivskarpe tanniner. Der er stort set alle de smagselementer, som hjertet kan begære. De mange store flader er ligeværdige og fungerer perfekt sammen, og det giver en aldeles storartet oplevelse.
Set til kr. 249,95 hos Theis Vine (6*)

 

Dominio del Aguila Reserva 2014
Imponerende duft med en flot sødme og krydret dybde. Tager sig umådeligt flot ud i glasset. Powerfuld fedme og perfekt balanceret elegance, der sidder lige i skabet.
Set til kr. 479,95 hos Supervin (6*)

 

 

FEM FREMRAGENDE FRA RIBERA DEL DUERO
UNDER 200 KRONER

 

Fournier Spiga 2011
En helt og aldeles fremragende duft, der er så blød og nuanceret og giver et smukt afsæt til en powerfuld smagsoplevelse, der dog stadig er afstemt og behagelig. Eftersmagen er lang og spraglet, men stadig med en fremragende sammenhæng i de fine noter af frisk mynte, eucalyptus, urter – eller hvad det nu er. Jeg er aldeles fjollet med det.
Set til kr. 199,75 hos Skjold Burne (6*)

 

Silvanus 2015
Helt klassisk Ribera del Duero – på den absolut bedst tænkeligt mente måde. Blød, rund – og med en tyk og fed bund med masser af krydderi. Syre, små spidse krydderier og de bløde frugter smelter sammen og giver en formidabel vin til prisen.
Set til kr. 135,- hos D’Wine (6*)

 

Tinto Arzuaga Crianza 2016
95% Tempranillo – 5% Cab S. – 16 måneder på fad.
En vin med en skøn fyldig duft og en lækkert blød og fremragende balanceret smag. Der er en del krydderier, der samler sig i en flot helhed i stedet for at bryde frem hver for sig. Det er enormt lækkert – blødt og broget på samme tid.
Set til kr. 195,- hos Jysk Vin (6*)

 

Prado Rey 2015 Cuvee Premium
For en Ribera del Duero er 89 kroner ikke ret meget, hvis kvaliteten er i orden. Det er den her, hvor der er masser af nuancer, fyldig smag og en tør og alligevel frugtfuld fornemmelse. Det er rigtig fint til prisen, og lidt anderledes fra andre Ribera del Dueroer med et blend, hvor Tempranilloen får selskab af Cabernet Sauvignon og Merlot.
Set til kr. 89,- hos Holte Vinlager (5*)

 

Marques de Velilla Roble 2017
Når man smager en flok Ribera del Duero-vine på stribe, og flere af dem når samme karakter tæt på toppen, så bliver prisen altså udslagsgivende, når der skal anbefales, hvad der er bedst. Marques de Velilla holder et flot niveau på både den helt unge Joven, denne lidt mere fyldige Roble og de lidt finere varianter. Alligevel er det Roble, jeg synes skiller sig allermest positivt ud, når både smag og pris tages i betragtning. Den er overraskende blød og frugtfuld, den har en lækker tilgængelighed men byder stadig på en del krydderier i fad i dens finish. Det er et rigtig flot eksemplar af en Ribera del Duero, hvis du vil smage dig ind på stilarten og lære den at kende på en blid og behagelig måde.
Set til kr. 79,- hos Skjerning Wine (5*)

 

 

ANDRE SPÆNDENDE RIBERA DEL DUERO-VINE

 

Gazur 2015
I den billigere ende af Ribera del Duero-vinene finder vi dette flotte bud på en blød og rar vin. Gazur byder på en fint afstemt vin med masser af frugt og krydderier. En lidt røget fornemmelse undervejs, men det fungerer rigtig flot i den fine sammenhæng og balance.
Set til kr. 89,95 hos Philipson Wine (5*)

 

F by Fuentespina 2013
Duften er fantastisk – dyb og smuk med noget sødmefuldt bag de markante krydderier. Sådan er smagen også – for der er masser af knald på nuancerne med krydderier og power, der er fint forenet en afstemt feeling af chokolade og niceness i enden.
Set til kr. 179,- i Kvickly/SuperBrugsen (5*)

 

Origen de Resalte 2015
Vi er ikke helt deroppe, hvor man prismæssigt kan forvente mirakler i Ribera del Duero. Men vi er trods alt et sted, hvor forventningerne godt kan tillade sig at være skruet lidt opad. Det klarer denne vin også rigtig godt, omend den mangler det sidste for at overraske. Du får en flot fyldig vin med en nydelig karakter her. Den smager elegant, og den er fuld af karakter og solid Ribera del Duero-klasse.
Set til 169,- hos Jysk Vin (5*)

 

Marques de Velilla Crianza 2016
Denne producent er et nyt bekendtskab for mig, men hele spektret af vine fra Marques de Velilla – lige fra den unge Joven over den sprøde Roble til denne Crianza og Reservaen med mere tyngde, klarer sig rigtig flot, Her får vi en rigtig spændende duft med friskhed og urter, der fortsætter ud i en smag, der er ret fint afstemt og med en god friskhed i syre-indtrykkene i kanten af smagen. Dejlig helhed og krop til en vin, der er rigtig flot til prisen.
Set til kr. 119,- hos Skjerning Wine (5*)

 

López Cristóbal Roble 2018
Tempranillo og 5% Merlot – 3 måneders fad – 80% fransk – 20% amerikansk
Her er den klassiske Tempranillo-drue blevet suppleret med 5% Merlot, har ligget tre måneder på fad – og dermed opnået en smagsstruktur med god bund og dybde. Kuløren er næsten lilla, og smagen har både frugt og friskhed og en god lang eftersmag med masser af power og krydderier.
Set til 109,95 hos Supervin (5*)

 

Urban Ribera Tinta del Pais 2015, Ribera del Duero
Der er i den grad skruet op for styrken på smagsbarometret i denne Ribera del Duero-vin. Men den holder nogenlunde balancen, selvom den i momenter synes at nærme sig grænsen for, hvor meget storhed, man kan rumme på samme tid. Der er power og krydderier fra de meget markante krydderier og den tørre stil, der er understøttet af tre måneders fadlagring.
Set til kr. 99,75 hos Skjold Burne (4*)

 

Celeste Crianza 2016 Pago del Cielo, Ribera del Duero
Det er den verdensberømte Torres-familie, der står bag denne vin, der kommer fra Ribera del Duero-vingården Pago del Cielo. Celeste Crianza rammer en ganske fin balance og giver et godt produkt til prisen. Der er ikke de store urter og nuancer, der trækker den helt op på den store klinge, hvor de bedste Ribera del Duero’er findes, men til 89,- kan jeg altså godt leve med lidt mindre og alligevel finde en fornuftig tilfredshed.
Set til kr. 89,- i Kvickly og SuperBrugsen (4*)

 

Marques de Velilla Joven 2018
I denne Ribera del Duero-oversigt har vi her at gøre med den absolut billigste vin – men bestemt ikke den dårligste. Forventningerne til, hvad man skal smage, gør altid en forskel, når smagen peger modsat. Dette er en Joven-vin, og det vil sige at den er helt ung, frisk og frejdig. Det er sjældent det udtryk, man forventer, når man smager på Ribera del Duero, men selvom det ikke kan det samme som de store, gamle, fadlagrede Riberaer, så kan den noget helt andet. Det er lidt frækt og friskt med en charmerende lethed, der gør den rigtig interessant.
Set til kr. 69,- hos Skjerning Wine (4*)

 

Marques de Velilla Reserva 2012
Skjerning Wine har fået fire vine fra Marques de Velilla i sortimentet. Alle fire er rigtig fint – men når jeg skal være helt ærlig (hvilket jeg altid er) så er den dyreste faktisk den sidste jeg ville vælge, hvis jeg frit kunne snuppe en flaske uden at betale. Bevares, der er ingen tvivl om elegancen og kvaliteten, og den lange eftersmag er med til at understøtte dette med flotte krydderier og en god syre. Men jeg kunne godt bruge lidt mere friskhed og frugt til at opveje det krydrede og fadprægede, den har så rigeligt af. Marques de Velilla har skabt en unikt charmerende Joven-vin, en ualmindeligt tilgængelig og imødekommende Roble og en usædvanligt intens og alligevel afbalanceret Crianza. Og så har de skabt denne Reserva, der er en god vin, men som i princippet smager som så meget andet Ribera del Duero i samme prisklasse.
Set til kr. 159,- hos Skjerning Wine (4*)

 

Prado Rey 2015 Crianza Finca Valdelayegua Single Vineyard
Enkeltmarksvin fra Finca Valdelayegua, der har en massiv tørhed, power og kryddertung stil. Den er lidt kantet, stærk og små-klodset på en måde, som jeg ikke er så tosset med. Den lukker sig lidt for meget om sig selv – trods ihærdige forsøg på at åbne for herlighederne. Jeg kan noget bedre lide den billigere og knap så fine Cuvee Premium fra Prado Rey.
Set til kr. 130,- hos Holte Vinlager (3*)

 

Arroyo Crianza Tinto 2015
En Ribera del Duero med stor power og knald på krydderierne. Virkelig en vildbasse, der rumsterer og brager løs i munden. Er man til den slags – og måske til klassisk Rioja – så kan man blive begejstret – den er lidt for vild og voldsom til mig.
Kr. 145,- hos Vestergaard Wines. (3*)