Calatayud ligger midt mellem store bjerge, små floder - og i et landskab med stejle skrænter, høje skråninger og vidunderlig vin.

Omtrent midt mellem Madrid og Barcelona ligger Zaragoza som storbyen i provinsen Aragón. Lidt sydvest for Zaragoza er Calatayud blandt de spændende vinområder, der omgiver byen af samme navn. Selve byen har omtrent 20.000 indbyggere, og den gemmer sig smukt mellem et par af Spaniens store bjergkæder og mindre bifloder. Vi er langt fra havet og oplever derfor et klima, der er præget af fastlandet og af de relativt markante højder.

 

Her er der blevet dyrket vin i mere end 2000 år, og selvom nogle af vinmarkerne ligger lige på grænsen til at være for langt over havets overflade, så er der masser af spændende producenter, der formår at udnytte det helt særlige klima på bedste vis.

 

I modsætning til et gammelt og klassisk område som Rioja, så byder på vinene fra Calatayud på en anden lethed i vinene, der for de rødes vedkommende ofte er ganske unge og lavet på Garnacha-druer. Her produceres også hvidvin af forskellige sorter, mens rosévin i manges øjne er det, Calatayud-området er allerbedst til.

 

Hvis du skulle falde for fristelsen og tage en tur til Calatayud-området, så er det især de naturskønne oplevelser, der – bortset fra vinen – vil kunne tage pusten fra dig. Besøg den imponerende naturpark Monasterio de Piedra, når du har nydt den lille rolige by med de gamle, pastelfarvede huse og oplevet den stemningsfulde jødiske bydel med den lille, smukke synagoge.

 

Du får nok ikke en hel uge til at gå i Calatayud, men så er det jo belejligt, at storbyen Zaragoza kun ligger en times kørsel væk.

 

Men uanset hvor længe, du vælger at bruge i Calatayud, så skal du selvfølgelig smage på områdets vine, og her har du et par tips til, hvad der er i vente.

 

5 CALATAYUD-FAVORITTER

 

Manga del Brujo 2015
Norrel Robertson er en vinmager, der kender gamet, og det fornemmer man i denne vin, hvor Robertson har givet sine indspark som ønolog. Den er skabt på Garnache-druer og med en smule tilføjelse af Shiraz, Tempranillo og Mazuelo. Farven er enormt flot, duften er krydret og urtet – og med en snert af noget lakrids-agtigt i afrundingen. Flot dybde og og ganske lækker.
Set til kr. 99,- hos D’Wine (5*)

 

Atteca Armas Garnacha Old Vines 2015
Et af de tydelige eksempler på, hvordan Calatayud-området byder på bløde og afstemte Garnacha-druer. Man fornemmer en masse power, men uden at det lammer smagsløgene. Det er storartet og med en meget langstrakt smag, der bliver ved at give indtryk.
Set til kr. 299,- hos Andrup Vin (5*)

 

Las Martas Cercera de la Cañada 2016
Fra højderne i Calatayud kommer denne Garnacha-vin, der dufter kraftfuldt, smager blødt og efterlader et saftigt indtryk. Der er ikke meget, der strammer til i munden, og måske vil nogle savne mere kant. Jeg nyder den tilgængelige og saftige stil.
Set til kr. 79,- hos A Vinstouw (5*)

 

Breca 2015
Fine krydderier og urter i smagen, der har lidt eucalyptus-noter, fyldig frugt og god power. Der er gang i den på de fleste smagsparametre i denne vin, der hører til de lidt vildere fra Calatayud.
Set til kr. 119,- hos Andrup Vin (5*)

 

Papa Luna 2015
Ufiltreret blend af Garnacha, Shiraz og Mazuelo-druer med masser af krydderi. Der er en flot bund, der danner en solid og rolig base, som de mange spændende smagsnuancer kan udfolde sig på. Det giver en skøn energi i en dejlig vin.
Set til kr. 90,- hos D’Wine (5*)

 

Også smagt:

 

En Sus Trece 2013
Spændende Garnacha-baseret rødvin, der giver lidt af en rutschebanetur i forskellige smagsnuancer. Den har bløde elementer men også nogle vilde udskejelser, og det havde givet den et sidste nøk opad, hvis den valgte, om den ville være en vildbasse eller en blødere bamsebjørn.
Set til kr. 229,- hos D’Wine (4*)

 

Es Lo Que Hay 2013
Her er der vildskab for alle pengene, og hvis du er til en vin med markante krydderier og rustikke elementer, så er dette et godt bud.
Set til kr. 139,- hos D’Wine (4*)

 

La Multa 2016
Her er vi en priskategori, hvor de færreste bliver skræmt, og vinens niveau passer perfekt til det. For det er en vin med en umiddelbar charme og flot tilgængelighed, der gør den til en skøn oplevelse for dig, der gerne vil holde budgettet fornuftigt og samtidig have en dejlig vin.
Set til kr. 69,- hos D’Wine (4*)

 

La Muela 2018 Macabeo, Calatayud
Frisk og syrepræget hvidvin på Macabeo-druen. Der er en markant bund med rustikke noter, og der er knald på smagen, der har kant og udfordrer. Jeg kunne bedre lide 2017-årgangen, så vælg den, hvis du kan finde den.
Set til kr. 79,- hos A Vinstouw (3*)