Blødhed og dybde fra Andalusien

Señorío de Nevada Plata 2019
Spanien, Granada
Rødvin, Syrah/Cabernet Sauvignon/Petit Verdot
Normalpris kr. 229,-
D’wine
5 Stjerner, 94 Pts.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for vinene fra Señorío de Nevada i området lige syd for Granada. Derfor bevæbner jeg med en grydefuld skepsis til at dæmpe mine forventninger, når jeg smager denne nye årgang af husets ‘Plata’ – der betyder ’sølv’. Rødvinene fra huset er inddelt i en guld, en sølv og en bronze – og så en Club de la Barrica, og her er det altså den midterste fra medaljeskamlen, der er under kærlig behandling. Det er en vin, der er skabt på druesorterne Syrah, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot, og det er i sig selv ikke så rasende spansk. Det er udtrykket i vinen måske heller ikke – og så alligevel. For selv om det er krydret på en blød måde, så mærker jeg temperamentet og de varme solstrejf, der er koblet med de kølige vinde fra de mægtige Sierra Nevada-bjerge. Det er hverken første eller sidste årgang (tror jeg) at jeg er mest vild med Plata. Den har en balance, der både rummer det bløde og det nuancerede. Med sine 11 måneders lagring på en blanding af amerikansk og fransk eg, har den alt det, der skal til, hvis du skal finde en lækker flaske, der passer godt til rødt (eller lyserødt) kød.