Hvis du tror, Syditalien kun er flommefede Primitivo-vine, så snyder du dig selv for nogle spændende af de andre oplevelser, der også gemmer sig her.

 Syditaliensk rødvin kan være relativt uinteressant. Masser af solskin, varme og mange tørre måneder, betyder at druerne hurtigt bliver overmodne, sukkerholdige og lidt tunge på smagsløgene.

Det kan være charmerende med en sødmefuld syditaliener, hvis den er skruet rigtig godt sammen. Men faktisk kan det sydlige Italien også en masse andet end billige Primitivo-vine. Selvfølgelig findes der Primitivo, der hverken koster eller smager billigt. Der findes rigtig dejlige vine på denne drue, selvom man skal lede lidt efter dem.

Men både Sicilien og Puglia byder også på andre druesorter og helt andre udtryk. Testvinderen i denne omgang er en gen-smagning af den fabelagtige Maharis fra Sicilien, hvor det er Syrah-druer, der anvendt. Og så er der nogle enormt lækre Nero d’Avola-vine – en drue, der har sydens bløde sødme – men kun i antydninger, for druen er også beslægtet med Sangiovese, der giver tørre og syreprægede rødvine længere nordpå. Nero d’Avola har lidt af det hele, og kan i bedste fald være en fremragende oplevelse.

Endelig har vi også rundet nogle spændende hvide vine. Grillo-druen, der er udbredt på Sicilien, giver gerne nogle charmerende og sommerlige vine, og så er vi også en tur omkring Falanghina-druen i en vin Campania, der hører til de nordligste af de syditalienske områder.

TESTVINDER – RØD

Feudo Maccari Mahâris 2017
Italien | Sicilien
Rødvin | Syrah
Normalpris kr. 299,95 | Set til kr. 199,95
★★★★★★ | 97 Pts. | Supervin

Det er storladent, voluminøst og lækkert, men uden at det kammer over i alt for store og heftige bombardementer af smagsløgene. For balancen er perfekt, som man kun sjældent oplever det. Det er simpelthen så velskabt og præcist et mirakel, at vi trods prisen må svinge os helt op på de seks stjerner, som efter vores nye målestok kræver noget endnu mere unikt og helt særligt.


TESTVINDER – HVID

Nativ Vico Riviera No. 99 IGT 2020
Italien | Campania
Hvidvin | Falanghina
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,-
★★★★★ | 91 Pts. | Andrup Vin

Dejligt fyldig hvidvin, der har masser af flotte frugtlag, der giver en charmerende helhed. Lad den ikke være køleskabskold, for så kvæler du mange af de smagsmæssige højdepunkter. 10-12-grader, så er den på sit ypperste.


BEDSTE RØD TIL PRISEN

Riofavara S. Basilio Rosso 2017
Italien | Sicilien
Rødvin | Nero d’Avola
Normalpris kr. 89,95
★★★★★ | 88 Pts. | SPS Wine

Tænk sig, en naturvin fra Sicilien, der både smager vidunderligt og er til at betale. På Nero d’Avola-druen har Riofavara skabt en betalelig vin med rigtig god friskhed og struktur. Den smager mere af Toscana end af Sicilien – på den gode måde.


BEDSTE HVID TIL PRISEN

Corbelli Grillo 2019
Italien | Sicilien
Hvidvin | Grillo
Normalpris kr. 80,- | Set til kr. 65,-
★★★★★★ | 87 Pts. | Skjold Burne

Det er ofte nemt at forelske sig i vine, der er baseret på Grillo-druen, for den har en blød stil, der kan komme til udtryk i nogle sødmefulde nuancer i den ellers friske stil. Det er her med til at give en vin, der ikke er kompleks og spraglet i sine nuancer, men som til tilbudsprisen giver masser af drikkevenlig nydelse, der egner sig perfekt til en varm forårs- eller sommerdag.


OGSÅ VÆRD AT NÆVNE

Riofavara Sciavé 2014
Italien | Sicilien
Rødvin | Nero d’Avola
Normalpris kr. 198,-
★★★★★ | 92 Pts. | SPS Wine

Her er masser af syre. Man kunne næsten fristes til at tro, at det var Sangiovese, men når man ved, at det er en sicilianer, ved man også, at det næppe er tilfældet. Så må man i stedet gætte på Negroamaro, der er beslægtet med Sangiovese, men nej, det er heller ikke toscaner-darlingens lune fætter fra syd. I stedet er det Nero d’Avola, der ofte giver langt mere saftige og kraftige vine.  Man selvom man fornemmer varmen og blødheden, der opstår med den sicilianske sol, så er dette en frisk, spændende og kompleks vin, der har noget helt særligt over sig.


Coppi Vinacero Aleatico 2013
Italien | Puglia
Rødvin | Aleatico
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 109,95
★★★★★ | 92 Pts. | Skovgaard Vine

Blød aroma og blød smag, men ikke så voldsomt, som det kan være i Puglia. Man fornemmer solskinnet, men det er på en ret blød og behagelig måde med denne temmelig usædvanlige druesort. Det virker lettere end de 14%, den holder. Det er faktisk ret spændende og interessant.


Riofavara Metodo Classico Extra Brut
Italien | Sicilien
Bobler |
Normalpris kr. 138,95
★★★★★★ | 88 Pts. | SPS Wine

Det er lidt med spændte knuder i maven, at disse naturvinsbobler skal smages. For bobler fra Sicilien lyder lidt tungt – og som naturvin kan det tilmed blive ganske uregerligt. Heldigvis bliver min skepsis gjort til skamme, selvom det lugter voldsomt, når proppen skydes af. I glasset er dette en meget smagsrig oplevelse, der absolut hører til i den friske afdeling. Det er tørt, det er spændende – og det er absolut interessante og spændende sicilianske naturvinsbobler til prisen.


Riofavara Spaccaforno Eloro 2016
Italien | Sicilien
Rødvin | Nero d’Avola
Normalpris kr. 138,95
★★★★★★ | 87 Pts. | SPS Wine

Det er sjældent at syditalienske rødvine virker lidt tyndbenede i smagen, men sådan er det med denne Spaccaforno fra Riofavara. En naturvin, der først for alvor synes at vågne i eftersmagen, hvor de tørre noter bliver rundet af med en mere markant power.


Paololeo Passitivo 2019
Italien | Puglia
Rødvin | Primitivo
Normalpris kr. 59,95
★★★★★★ | 82 Pts. | SPS Wine

Hvis du er til klassisk Puglia-vin på Primitivo-druen, så kan du godt trække i klaphatten her. For Paololeo har skabt en vin, der smager så meget af Puglia og Primitivo, at man aldrig er i tvivl. Det er sødt, mørkt og dybt i smagen, og det er der absolut et marked for. Til min smag bliver det temmelig uinteressant, selvom der ikke er decideret dårligdom over det.


Riofavara Rosé 2020
Italien | Sicilien
Rosé |
Normalpris kr. 119,95
★★★★★★ | 82 Pts. | SPS Wine

Når først man har vænnet sig til naturvinsstilen fra Sicilien, så er der faktisk nogle spændende oplevelser at komme efter i de røde af vinene. Knap så lykkeligt ender det med denne rosé, der har en markant farve og en afdæmpet aroma. Smagsmæssigt er der rigtig meget syre, når først den indledende generthed i nuancerne er fortrukket. Mod slutningen er der gode antydninger af balanceret frugt, men det aftager hurtigt i eftersmagen.


Diciotto 18 Primitivo 2020
Italien | Puglia
Rødvin | Primitivo
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 129,-
★★★★★★ | 81 Pts. | Andrup Vin

Høj alkoholprocent er jo altså ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Med mindre man bare vil være fuld. Her har du masser af alkohol. Hele 18%! Og alligevel tror jeg simpelthen ikke på, du kan drikke dig fuld i Diciotto, for smagen er så voldsom, at du næppe kan halse mere end et enkelt glas. Det er vildt, det er voldsomt – og omtrent ligeså tungt som den lille, buttede flaske antyder.


Käfer Negroamaro
Italien | Puglia
Rosé | Negroamaro
Normalpris kr. 99,- | Set til kr. 55,-
★★★★★★ | Pts. 79 | Vinpalle

Negroamaro er den syditalienske fætter til Sangiovese-druen der pryder rigtig mange vinmarker i den nordlige halvdel af Italien. I Puglia er der langt mere sol og varme, og det har indflydelse på druernes evne til at modnes og skabe sødme. Ikke desto mindre er vi her i en stil, der ikke rigtig er hverken det eller det andet. Det virker lidt tyndbenet og uafstemt, og denne Negroamaro lever slet ikke op til samme niveau, som samme serie præsterer i den ganske fortræffelige hvidvin.