Sommeren er ligmed rosé - og her får du en ordentlig stribe af vores favoritter og tips.

Der står juni på kalenderen, og det betyder, at vi efterhånden har ramt rosé-sæsonen. Vejret begynder også at pege i den retning, så det er intet mindre end meget rettidig omhu at samle op på de godt og vel 70 rosé-vine, der indtil videre er smagt i Flaskehalsen i denne rosé-sæson.

Der er ikke ændret på, hvad der er den store favorit. En spansk outsider, der i princippet ikke engang er en rosé, men som både ligner sådan én – og smager som sådan én. I virkeligheden betegner vinmageren den selv som en hvidvin på rødvinsdruen Mandó – men altså… når den er rosé-farvet og har rosé-dybde i aroma og smag, så ville det være tåbeligt at sætte den i nogen anden kategori.

I denne omgang har vi også smagt en stribe rosé-vine, der er i aldeles behagelige prisklasser. Den New Zealandske Blush-vin fra Yealands, den saftenvands-charmerende Rosé Attitude fra Spanien – og en flok af franske rosé’er, der holder sig pænt under 70 kroner på en god dag.

TESTVINDER


Les Prunes Les Filles d’Amália 2019
Spanien | Moixent
Rosé | Mandó
Normalpris kr. 179,-
★★★★★★ | 96 Pts. | D’Wine
Det smager fremragende, saftigt – men stadig tørt og med en så udpræget syre, at man næsten ikke forstår, at der samtidig kan være en frugtig og blød balance, der holder sammen på det hele. Men det er der – jeg er intet mindre end blæst bagover af denne uanstændigt flotte vin.


BEDST TIL PRISEN

The Rosé Attitude
Spanien | Vino de la Tierra de Castilla
Rosé | Garnacha
Normalpris kr. 69,95 | Set til kr. 59,-
★★★★★| 91 Pts. | Andrup Vin
Det her er så dejligt, behageligt og saftevandsagtigt, at der nærmest er tale om en regulær bælle-vin. Og i sommervarmen gør det altså ikke noget med den slags, når det endda kan købes for 59,-. Det er måske ikke den store komplekse omgang rosé til kulinariske mesterværker, men det er et sublimt glas læskende, uhøjtideligt og supercharmerende glas på en varm sommerdag.


OGSÅ VÆRD AT NÆVNE

Yealands Sauvignon Blanc Blush 2020
New Zealand | Marlborough
Rosé |  Sauvignon Blanc, Merlot
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 64,50
★★★★★ | 93 Pts. | Kvickly, SuperBrugsen 
New Zealand byder på fortræffelige hvide vine på Sauvignon Blanc-druen. Her er der tilsat lidt Merlot, og det giver den fine, let rødmende farve, der ligger bag navnet ‘blush’. Det er diskret, nydeligt, elegant og saftigt. De karakteristiske Sauvignon Blanc-kendetegn er understøttet af Merlot-druens bløde stil. Rigtig lækkert – ikke mindst til prisen.


La Doncella de las Viñas Rosado 2020
Spanien | Tierra de la Castilla
Rosé | Tempranillo
Normalpris kr. 129,-
★★★★★| 93 Pts. | D’Wine
Tidligere år har jeg været glad for La Doncella de las Viñas Rosado, men det er som om, den Tempranillo-baserede spanier rammer mig endnu bedre i år. Det er så saftigt og lækkert, og her er plads til lidt spændende krydderier, der skaber en skøn balance i den ellers friske og behagelige sammenhæng.


Preignes Le Vieux Paradis 2020
Frankrig | Pays d’Oc
Rosé | Grenache
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,-
★★★★★ | 92 Pts. | Andrup Vin
Her har vi endnu en af de vine, der flere år i træk har placeret sig flot på min rosé-ranking. Det gør den igen i år med sin smagfulde Grenache, der har en frisk og relativt tør karakter, men som stadig har evnen til at dele gavmildt ud af lækkerier på en lun sommerdag. Saftig, let – og temmelig fersk og lys i farven.



La Grande Jument
Frankrig | Pays d’Oc
Rosé | Cinsault, Syrah
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 75,-
★★★★★| 92 Pts. | Skjold Burne
Der er så mange sommerlige bær i denne friske rosé, der især emmer og strutter af hindbær-smag. Det er så friskt, sprødt, saftigt og lækkert, men du skal være beredt på, at du ikke får en masse krydrede nuancer med i købet. Det er bær og frugt på den friske måde.


Amstramgram Ceres Rosé 2020
Frankrig | Languedoc
Rosé | Cinsault, Grenache Noir
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 85,-
★★★★★| 92 Pts. | Andrup Vin

Det her er en superflot rosévin fra det sydøstlige Frankrig, hvor producenten Calmel & Joseph har sammensat Cinsault og Grenache Noir-druer til en afbalanceret sommer-oplevelse. Her er bær og frugter, men også en udtalt friskhed, der gør den aldeles egnet til sommerens lettere middagsretter.


Domaine Py Cuvee Jules 2020
Frankrig | Corbieres
Rosé | Syrah, Grenache, Cinsault
Normalpris kr. 89,95
★★★★★| 91 Pts. | SPS Wine

Fransk rosé-vin med en ganske lys kulør, der får den til at ligne noget, der burde smage lettere, end den egentlig gør. For aroma og smag er virkelig powerfuldt. Her er så meget power, at man tænker, hvad pokker der lige sker her. Synes du, at rosé nogle gange er lidt for tøset, så prøv denne i stedet. Det er muskuløs rosévin med masser af intensitet – på den gode måde.


Chateau Puech-Haut Argali 2020
Frankrig | Languedoc
Rosé | Cinsault, Grenache
Normalpris kr. 159,95 | Set til kr. 139,95
★★★★★★ | 91 Pts. | Supervin
Rosé-vin kan nok ikke helt løbe fra, at en del af genrens popularitet kommer fra dens udseende. Den er så rasende lækker på billeder og sociale medier, og det er nok medvirkende til, at mange producenter også skruer lidt ekstra op for de gejlede flasker og det smarte udstyr. Det er ikke altid smagen følger med, men det gør den her. En supersmuk flaske i mat glas – og som er flad på den ene side. Samtidig smager den lyse vin superlækkert, og det er både friskt på den sommercharmerende måde, men alligevel nemt at gå til.


Domaine Le Renard 2020
Frankrig | Vaucluse
Rosé | Grenache, Syrah
Normalpris kr. 68,95
★★★★★★ | 91 Pts. | SPS Wine
På grænsen mellem Provence og Rhone finder vi Vaucluse-området, hvor denne helt lyse rosé stammer fra. Den er meget frisk i sit attack i glasset, men samtidig folder den sig hurtigt ud med en fyldig bund og en saftig syre. Rigtig fin rosé-vin, der tilmed er yderst fornuftigt prissat.


Cabalié 2020
Frankrig | Vin de France
Rosé | Grenache, Syrah
Normalpris kr. 79,95 | Set til kr. 68,-
★★★★★| 91 Pts. | Andrup Vin
Nogle er det en smule ufint at bryde sig om sødmefulde og slik-agtige rosé-vine, men jeg indrømmer det gerne som en ‘guilty pleasure’ – eller egentlig bare som en pleasure, for jeg synes ikke, der er noget som helst guilty ved det. Det her er en rigtig nammenam-rosé, der bare virker med sine sødmefulde og modne frugter, der skriger på en hyggelig sommeraften på terrassen.


Villa Lorane Rose D’Anjou Rose 2020
Frankrig | Anjou, Loire
Rosé | Grolleau, Gamay
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 85,-
★★★★★| 90 Pts | Skjold Burne
En ganske let og lys rosé-vin på druesorterne Grolleau og Gamay. Det er frugtigt og sprødt i udtrykket, og det er samtidig med en dejlig friskhed, og med en evne til at intensivere nuancerne i eftersmagen.


Esprit Camparnaud Signature 2020
Frankrig | Vin de France
Rosé | Blend
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 99,-
★★★★★| 90 Pts. | Andrup Vin

Her er vi i Provence-området med et blend af Grenache, Cinsault og Syrah. Det er sat sammen til en vin, der har et relativt tørt udtryk, men som alligevel rummer alle de frugter og bær, mange drømmer om, når de udvælger sig den bedst tænkelige rosé.


Cave Les Vignerons de Tavel Cuvee Royale Rose 2020
Frankrig | Tavel, Rhone
Rosé | Blend
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 99,-
★★★★★★ 4 stjerner | 90 Pts. | Andrup Vin
Rosévin kan være alt fra fersk, lys og let i sin kulør – og til dyb og næsten mørkerød. Dette er en meget dyb, rød vin, der smagsmæssigt er sødmefuld og meget rund i sin smag. Vi er i den absolut frugtrige kategori af rosé-vine, men de krydrede noter undervejs er med til at sikre balancen.


Villa Blanche Grenache Rose 2020
Frankrig | Pays d’Oc
Rosé | Grenache
Normalpris kr. 89,95 | Set til kr. 69,-
★★★★★| 89 Pts. | Andrup Vin
Er du til runde frugter og saftige flader, der kan tåle at være rigtig kold, når den skal i glasset på terrassen, så bliver du bestemt ikke skuffet her. En dejlig rosé-vin på Grenache-druer – en vin, der rammer bredt, og som kan bruges meget alsidigt.


Les Vailes de l’Atlantique Rose
Frankrig | Bordeaux
Rosé | Blend
Normalpris kr. 89,- | Set til kr. 69,-
★★★★★| 89 Pts. | Holte Vinlager
Jeg er nok nødt til at advare mod denne rosé. Du risikerer altså at blive mere eller mindre halv-snaldret af den. For den er så nem og ukompliceret at tylle ned, og man kan næsten ikke få nok af den. Det er ikke et unikt mesterværk, men det smager så rart, dejligt og helt nede på jorden.


Lavendette 2020
Frankrig | Provence
Rosé | Grenache, Syrah, Cinsault
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 75,-
★★★★★| 89 Pts. | Skjold Burne
En rosé-vin med en flot friskhed. Der er både noter af melon og banan i den, men samtidig har den en god syre, der gør det samlede udtryk rigtig dejligt. Det hele afrundes med et fint punktum med lidt peber og krydderi tilsidst, og det gør Lavendette til et rigtig fint køb til prisen.


Chateau Rosan Evidence 2020
Frankrig | Provence
Rosé | Syrah, Grenache, Rolle, Cinsault
Normalpris kr. 96,- | Set til kr. 79,95
★★★★★| 89 Pts. | Jysk Vin
En lys og let rosé-vin i den absolut elegante afdeling. Her er ikke de fede frugtflader, som mange danskere finder nemme og behagelige at drikke på en varm dag, men her er tilgengæld en meget elegant og stram linje i smagen. Flot syre og nydelig frugt.


Tenuta Iuzzolini Lumare 2020
Italien | Calabria
Rosé | Gaglioppo, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 74,95
★★★★★★ | 89 Pts | Andrup Vin
Her er vi i den lunere del af Italien, hvor denne vin er skabt på Gaglioppo og Cabernet Sauvignon-druer. Den har fået en meget dyb kulør, som svarer ret godt til den relativt sødmefulde struktur i smagen. Moden frugt – men stadig med rosé-vinens karakteristiske friskhed.


Saint Roch Le Rose 2020
Frankrig | Roussillon
Rosé | Blend
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 99,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Andrup Vin
Farven er lys og fersk, og man kunne sige det samme om smagen, der har en fornem friskhed med masser af lyse og sprøde frugter. Saint Roch er en dejlig og saftig rosé-oplevelse, der rammer relativt bredt, selvom den er lidt til den friske og knap så sødmefulde side.


Primavera Rose 2020
Portugal | Beira Atlantico
Rosé | Baga
Normalpris kr. 49,95
★★★★★ | 88 Pts | AMKA
En lillebitte 50’er-seddel, så er denne Primavera din. En portugisisk rosé, der er i den absolut billigere kategori, men som ikke desto mindre smager rigtig fint. Farven er lys og fersk, mens smagen er rund, blød og nem at lade sig forføre af.


Domaine de la Tour 2020
Frankrig | Vin de Pays
Rosé | Syrah
Normalpris kr, 89,95
★★★★★★ 4 stjerner | 87 Pts. | SPS Wine
Syrah-druen er her og der og alle vegne, og den er selvfølgelig også på rosé-hylderne. Her kan den skabe vine, der er smagfulde, og det gælder såmænd også denne Domaine de la Tour, der lægger sig rimelig solidt i et midterfelt af rosévine, der hverken imponerer eller skuffer – og som ikke rigtig sætter de store aftryk i hukommelsen.


Feudi Salentini 1-2-5 Rosato 2020
Italien | Puglia
Rosé | Blend
Normalpris kr. 79,95 | Set til kr. 65,-
★★★★★★ | 86 Pts. | Andrup Vin
Denne Puglia-rosé er ret anderledes, for samtidig med at den virker perlende på tungen, så har den en krydret og næsten lidt tung stil. Det gør den lidt forvirrende, fordi den på samme tid har en knivskarp friskhed og alligevel en lidt træg tyngde.


Finca Bacara Rose Garnacha 2020
Spanien
Rosé | Grenache
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 85,-
★★★★★★ | 86 Pts. | Andrup Vin
Garnacha-druen kan være base for nogle ret spændende rosé-vine i Spanien, men her mangler jeg lige det sidste for at blive rigtig begejstret. Stilen er en smule til den lette side, hvor vi snarere er ude i syrlige skovbær end bløde jordbær, og det giver den et friskt bid, der får den til at skille sig lidt ud fra den store mængde.


Domaine La Navicelle Á Flot 2019
Frankrig | Provence
Rosé |
Normalpris kr. 89,95
★★★★★★ | 85 Pts. | SPS Wine
Det er lovende, når en vin ligefrem hedder ‘Flot’. Der er såmænd også en masse flothed i den, for allerede i aromaen er her saftige noter, mens smagen er meget klassisk for Provence-roséer. En god dybde, rekativt krydrede noter og en temmelig afdæmpet elegance på overfladen.


Paul Mas Rose de Syrah 2020
Frankrig | Pays d’Oc
Rosé | Syrah
Normalpris kr. 65,-
★★★★★★ | 85 Pts. | AMKA
Det smager såmænd fornuftigt dette her, men Paul Mas har begået en Syrah-rosé, der er temmelig mainstream og lige ud ad landevejen. Det betyder også, at det er lidt kedsommeligt og uinteressant.


Nardelli Cortica 2020
Italien | Puglia
Rosé | Primitivo
Normalpris kr. 99,- | Set til kr. 65,-
★★★★★★ | 84 Pts. | Vin for dig
Jeg er altid lidt spændt på, om vinmageren kan styre den sødmefulde og til tider ret tunge Primitivo-stil, når den skal optræde i rosé-genren. Her lykkes det nogenlunde, men det bliver en smule for blødsødent til rigtig at markere sig – og samtidig er det som om, at man mangler den bund, der skal give afsæt til de gode tendenser.


Buglioni Rosato Rosacipolla Trevenezie 2020
Italien | Veneto
Rosé |
Normalpris kr. 129,95 | Set til kr. 89,95
★★★★★★ | Pts. 83 | Supervin 
Buglioni laver nogle forrygende røde vine. Både Ripasso og Amarone rammer lige i øjet. Men når det kommer til denne rosé er historien en lidt anden, for det har en tendens til at blive skingert og skramlet i sin smag.


Hidden Sea Rose
Australien | South Australia
Rosé | Blend
Normalpris kr. 139,95 | Set til kr. 89,95
★★★★★★ | 83 Pts. | Skovgaard Vine
Dette er i bedste fald en ret uinteressant rosé, der er lavet på sydaustralske druer. Stor modenhed men ikke særligt meget til at give modspil og skabe energi i smagsoplevelsen.


Terrasses Pierres Dorees Beaujolais 2020
Frankrig | Beaujolais
Rosé | Gamay
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,95
★★★★★★ | Pts. 81 | Supervin
En lidt speciel og ikke særligt indbydende oplevelse. En Gamay-baseret rosé, der nærmest har noget røget over sig i smagen, og den falder ikke rigtig i min smag. Dertil bliver det for specielt og uroligt i balancen.