Piemonte holder et skyhøjt niveau som de bjerge, der tårner sig op i horisonten, når det er bedst. Når det bliver mest ordinært er vi tilgengæld nede i kvalitetsmæssigt dybe dale, hvor der ikke rigtig er noget, der kilder, hvor man allerhelst vil have det.

Rødvin fra det norditalienske Piemonte-område er først og fremmest kendetegnet ved flagskibet Barolo. Men der findes mange andre spændende rødvine herfra, og selvom mange af dem er lavet på den til tider bidske Nebbiolo-drue, så kan du også sagtens finde saft og kraft i vine, der eksempelvis er lavet på Barbera-druen. Området byder også på lækre og charmerende hvidvine, men i denne omgang er der kun en enkelt hvid Piemonte med i testen – den er til gengæld værd at lægge mærke til. 

Barolo er ikke min favoritstil, for ofte bliver det for brysk og syrepræget til min smag. Alligevel er det en Barolo, der tager prisen som den bedste i denne omgang, for her er tale om en klasse-vin med en fantastisk saft og syre.


TESTVINDER 

Manzone Barolo Gramolere 2018
Italien, Piemonte (Barolo)
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 549,95 – Set til kr. 279,95
Supervin
5 Stjerner – 97 Pts. 
Glem bare de snørklede og indelukkede Baroloer for en stund, for Manzone er en udtryksfuld, udadvendt – og alligevel enormt elegant vin, der er præget af en fantastisk saft og syre. Fra enkeltmarken Gramolere er det igen lykkedes at skabe et sandt Barolo-mirakel, der både imponerer på de klassiske Barolo-dyder, men som også har en tilgængelig stil, der rammer relativt bredt. Frugten giver en blød og omfavnende tilgængelighed, mens syren og saften sikrer de klassiske Barolo-træk, hvor tanniner trækker mundvand på en yderst delikat måde. En af de bedste Baroloer, jeg har smagt – til mine lidt Barolo-skeptiske smagsløg.


ANDRE SPÆNDENDE PIEMONTE-VINE

Massimo Rivetti Barbaresco 2019
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 249,- – Set til kr. 225,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 94 Pts.
Barbaresco har ofte en lidt mere åben stil end Barolo. Her får du en lys og let version af Nebbiolo-klassikeren, der har brug for tid, for at den saftige og spændstige frugt for alvor slår sig løs i glasset. Men når det sker, så sker det på en strålende flot vis, og Massimo Rivetti viser igen, at vi har at gøre med et vinhus, der formår at skabe en flot, rød tråd i deres vine, men at de enkelte vine stadig holder de stilistiske traditioner i de enkelte vin i knivskarp balance. 


Neirano Barbaresco 2019
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 189,95 – Set til kr. 114,95
Supervin
4 Stjerner – 92 Pts.
En Barbaresco til en tilbudspris tættere på 100 kroner end 150 kroner vil altid få mig til at have en lidt skeptisk tilgang. For kan man skabe den fornødne kvalitet i den prisklasse? Det er der ikke mange, der lykkes med, men Neirano formår med denne 2019-årgang at vise vejen. Her er frugt og fylde, men her er i den grad også kant, friskhed og en flot balanceret syre. Det er en rigtig behagelig Barbaresco i sin prisklasse.


Casali del Barone Barolo 2018
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 299,- – Set til kr. 149,95
Supervin
4 Stjerner – 92 Pts.
Jeg har efterhånden udset mig årgang 2018 som én, der kan noget særligt til min smag i Barolo. Vine, der ofte har den klassiske Barolo-vibe, men som er tilgængelige og lækre allerede nu. Det gælder også for Casali del Barone, der finder den rigtige balance mellem det lidt blomstrede, saftige og fornuftigt afrundede på den ene side, og på den anden side det mere klassiske, syreprægede og spændstige. Dejlig Barolo til prisen.



Poderi Luigi Einaudi Ludo Barolo 2017
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 179,95 – Set til kr. 179,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 92 Pts.
Luigi Einaudi byder her på en rigtig fi Barolo, der først og fremmest gør sig fortrinligt til dig, der gerne vil have en Barolo, der ikke er alt for lukket og sky. Det er blødt i frugterne og tilgængeligt i syren, og det giver en ganske charmerende oplevelse, der ikke behøver en evighed i kælderen, me som er klar og parat til at blive nydt med det samme. 


Massimo Rivetti Serraboella Barbera d’Alba Superiore 2019
Italien, Piemonte (Alba)
Rødvin, Barbera
Normalpris kr. 229,- – Set til kr. 199,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 91 Pts.
Barbera er i mine øjne en drue, der ofte er kraftigt undervurderet. I denne Piemonte-smagning er det ikke der ikke så mange Barbera’er i glassene, men Massimo Rivetti skiller sig endnu en gang ud på denne front. Så saftig, lækker og enormt frugtig. Ikke den letteste Barbera, men sådan behøver de heller ikke altid at være. En lidt dyr Barbera – men også med et rigtig flot kvalitetsniveau. 


Villa Terlina Gradale Barbera d’Asti 2019
Italien, Piemonte
Rødvin, Barbera
Normalpris kr. 160,- – Set til kr. 135,-
Vinova
4 Stjerner – 91 Pts.
Hvis du nogle gange synes, at Barbera-druen bliver lidt for let og saftevandsagtig, og du derfor savner syre og tannin-grip, så kan det være, at du skal prøve Villa Terlina, der med denne vin giver et rigtig flot bindeled mellem klassisk Piemonte og de mere bløde Barbera-vine. Her er masser af frugt, men syren giver også den modstand, der gør dette til en helt særlig vin med et aftryk, der ikke er en selvfølge i Barbera-vine. Den smager rigtig dejligt, og den er tilmed til at købe til en tilbudspris, der gør den rigtig attraktiv.


Vegliamonte Alba 2019
Italien, Piemonte
Rødvin, Barbera/Nebbiolo
Normalpris kr. 419,95 – Set til kr. 279,95
2 Stjerner – 91 Pts.
Ja, to stjerner er ikke meget. Og det hænger først og fremmest sammen med kombinationen mellem den meget høje normalpris og den meget særlige sammensætning af druer og dermed smagsnuancer. At sammensætte den frugtige Barbera og den mere kringlede og snerpede Nebbiolo er lidt af et kunststykke, for det er druer, man på forhånd har svært ved at se supplere hinanden. Det lykkes da heller ikke på en måde, hvor druerne støtte hinanden, men i stedet er det som om, de titter frem på skift. Det er enormt spændende, og det er helt sikkert vallavet, men stilmæssigt er det forvirrende for mig, og sikkert også for mange andre Piemonte-elskere. Jeg kunne sagtens anbefale den, for det er en vin, man bør smage, men til 419,95 vil mange føle, at de ikke fik den nødvendige nydelse af deres investering.


Ornati Parusso Barbera d’Alba 2021
Italien, Piemonte
Rødvin, Barbera
Normalpris kr. 199,95 – Set til kr. 149,95
Supervin
4 Stjerner – 90 Pts.
Barbera er ofte en druesort, der giver lette, saftige og let tilgængelige vine. Men af og til er der vinmagere, der tolker druesorten i en mere kompleks og dyb retning, og det gælder også udtrykket i Ornati Parusso Barbera d’Alba. Her er der masser af bund og power, farven er mørkere end flertallet af Barbera-vine, og det giver en vin, der prismæssigt er på et lidt højere punkt end Barberaer er flest, men hvor du til gengæld får en mere dyb og kompleks oplevelse.


Parusso Langhe Bianco 2021
Italien, Piemonte
Hvidvin
Normalpris kr. 129,95 – Set til kr. 119,95
Supervin
4 stjerner – 90 Pts.
Det er ikke hvidvin, der er det første, man tænker på, når man tænker Piemonte. Men her skabes faktisk nogle rigtig fine hvidvine på den klassiske Chardonnay og den lokale Arneis-drue. Det er sjældent, man støder på Sauvignon Blanc-vine fra dette område, men det laver Parusso om på med denne Langhe-vin, der smager enormt dejligt. Det er friskt, det er helt lyst, det er sprødt og skønt. Hvis du kunne putte en let og luftig sommerflirt på flaske, så ville det smage sådan her. Rigtig dejlig Sauvignon Blanc fra Piemonte. 


Fratelli Serio & Battista Borgogno Barolo 2017
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 179,95
Philipson Wine
3 Stjerner – 88 Pts.
Denne 2017-Barolo er en aromatisk og sprælsk størrelse. Er du ude efter en Barolo, der rusker dig rundt i manegen af smagsindtryk, så får du din lyst styret her. Der er fornuftig balance i sagerne, og der er masser af tannin, der pakker det hele ind. Det er lidt for voldsomt til min smag, men for Barolo-freaks vil der være godt med klassiske smagstræk at gå på opdagelse i.


Villa Terlina Bricco Francia Piemonte Barbera 2021
Italien, Piemonte
Rødvin, Barbera
Normalpris kr. 125,- – Set til kr. 95,-
Vinova
3 Stjerner – 86 Pts.
En meget ung og frisk Barbera på 14,5% alkohol, der er med til at give en overraskende power. Endda uden at det bliver tungt, for det er især de røde frugter, der bliver skudt godt afsted i alkohol-kanonen. Her er en del saftevands-tendenser, men det hører sig nogle gange til i Barbera-land, og det samlede indtryk er faktisk okay.


Viotti Cá Nova Barbera d’Asti 2020
Italien, Piemonte
Rødvin, Barbera
Normalpris kr. 109,95 – Set til kr. 96,-
Jysk Vin
2 Stjerner – 84 Pts.
En mørk og relativt dyb Barbera, der skurrer og ikke er helt så balanceret, som jeg havde drømt om. Ofte er der en masse saft og liv i Barbera-vine, der kan skabe det liv og den lethed, der kan få det hele til at løbe let og elegant. Her er den saftige stil fravalgt, og det stiller større krav til balancen, der i dette tilfælde er et lille stykke fra at lykkes. De mange smagsnuancer bliver aldrig helt integreret i hinanden og stikker i stedet snuden frem hver for sig.


Anniversario Produttori di Govone 2020
Italien, Piemonte
Rødvin
Normalpris kr. 79,- – Set til kr. 49,-
Holte Vinlager
2 Stjerner – 82 Pts.
Anniversario er en vin, der gør, hvad den skal til sin tilbudspris. Men så gør den heller ikke så meget mere. Den saftige side af Barbera-druerne træder først og fremmest igennem, og det giver en fornemmelse af rød, blandet saft, der er nemt at drikke, men som også er nemt at glemme igen. Tre måneders fadlagring er med til at gøre vinen ret anderledes, end hvad man er vant til fra Piemonte, og friskheden og syren fra Nebbiolo- og Dolcetto-druer drukner lidt i fad og sødme. Til tilbudsprisen er det en hæderlig og fornuftig vin til forårsfesterne og et budgetvenligt vinbud til de store familie-buffet’er, men en stor vinoplevelse er det ikke.