Spanien | Calatayud Rødvin | Garnacha Normalpris kr. 109,- | Set til kr. 75,-

La Multa Garnacha 2018

Spanien | Calatayud
Rødvin | Garnacha
Normalpris kr. 109,- | Set til kr. 75,-
★★★★★ | 90 Pts. | D’Wine

Før jeg begyndte at anmelde vin, lavede jeg en del musikjournalistik. Jeg mødte mange musikere – lige fra de højt profilerede stjerner til upcoming, håbefulde musikere, der gjorde alt, hvad de kunne, for at skabe sig et image, og som i forsøget på at leve sig helt ind i det, endte med at ligne dårlige skuespillere, der spillede en meget påtaget rolle. De musikere, der gjorde størst indtryk, var dem, der havde en selvindsigt og selvbevidsthed, hvor man bare kunne mærke, at de havde skabt et produkt, der var 100% dem selv. De behøvede ikke spille skuespil, kunne bare være sig selv – og i høj grad lade resultatet af deres arbejde tale sit eget sprog. Manden der står bag denne vin er den skotske Master of Wine, Norrell Robertson. Han dyrker vin på vinmarker i Calatayud, han har udvalgt, så han kan ramme det udtryk, han stræber efter. Tanken om den klassiske vingård, der er gået i arv fra generation til generation, ligger ham ikke nødvendigvis på sinde, for muligheden for at have større diversitet i de marker, han dyrker sin vin på, giver de ingredienser, der gør det muligt for ham at skabe sin helt egen personlige vin. Efter at have mødt Norrell Robertson en januar-dag i Madrid, sad jeg tilbage med samme fornemmelse, som når jeg havde mødt de der rockstjerner, der hviler i sig selv – bevidste om at de er rasende dygtige, men stadig ydmyge og nysgerrige på, at de ikke er verdens eneste omdrejningspunkt, og at der altid er inspiration at finde om næste gadehjørne. Denne vin er en superlækker fortolkning af Garnacha-druen, hvor de fyldige frugter giver en lækker tilgængelighed, og hvor friskheden og ungdommeligheden giver liv og spændstighed, selvom udtrykket er overvejende blødt. Det hele er afrundet med afstemte krydderier, og jeg kan rigtig godt lide den dybe og ukomplicerede stil, der gør La Multa til et rigtig godt køb til prisen.