Selvom Chardonnay-druen er blandt de mest udbredte i verden og er base for en stribe af verdens mest karakteristiske hvidvine og bobler, så er det egentlig en ganske diskret og mådeholdende drue. Den smager ikke af alverden i sig selv, og det er med til at gøre den til noget helt særligt.

Selvom Chardonnay-druen er blandt de mest udbredte i verden og er base for en stribe af verdens mest karakteristiske hvidvine og bobler, så er det egentlig en ganske diskret og mådeholdende drue. Den smager ikke af alverden i sig selv, og det er med til at gøre den til noget helt særligt.

 

For netop med Chardonnay-druen kan man udforske de store forskellige, der er i områder, lagringsmetoder og så videre, fordi det er dette, der gør den store forskel på Chardonnay-vine af forskellig art.

 

Én af de ting, der virkelig er karakteristisk er forskellen på en fadlagret og en ikke-fadlagret Chardonnay. Mens den fadlagrede opnår en helt anden fedme og bund i smagen, er de ikke-fadlagrede vine på denne druesort langt mere rene, præcise, frugtprægede og ærlige i deres udtryk.

 

Forskellen på en fadlagret californisk Chardonnay og en helt ren og sprød Chardonnay fra Frankrig kan derfor være enorm, og det kan være svært at finde fællestræk mellem disse. Men på samme måde kan der være stor forskel på Chardonnay-vine, der er lagret på samme måde, for druen tager også ganske markant præg af de omgivelser, den vokser under.

 

Druesorten vokser stort set over hele verden, og reelt er det kun de steder, hvor den risikerer at blive udsat for tidlig frost, at den kan blive alvorligt udfordret. Alligevel er Bourgogne nok det område, hvor den er allermest berømt og leverer de mest elegante og komplekse vinoplevelser.

 

Om Chardonnay smager bedst, når den er solidt fadpræget eller ren og stringent i sin frugtsmag, afhænger af smag og kvalitet. Lidt firkantet sagt vil en halvsløj Chardonnay med masser af fad smage bedre end en halvsløj Chardonnay uden fad. Mange foretrækker en godt fadlagret Chardonnay, der kan have en imponerende fylde og smagsrigdom – personligt er jeg mest til de helt rene og elegante Chardonnay-vine, men jeg fornemmer ofte, at jeg er i undertal, når den slags skal gøres op.

 

Også i Champagne-distriktet er Chardonnay en vigtig del af produktionen af områdets ædle bobler. Oftest er den i blends med et par andre druesorter, men i Champagne-typen Blanc de Blanc kan du altid være sikker på, at du får en flaske bobler, der er lavet udelukkende på Chardonnay-druen. Samme udtryk bruges ofte om rene Chardonnay-bobler fra andre dele af verden, og de er ofte karakteriseret ved at have en stor elegance og nuanceret kompleksitet.

 

Blandt de seneste Chardonnay-vine, som jeg har været blæst helt bagover af, er Louis Jadot’s Chorey-Les-Beaune fra Bourgogne samt Weingut Wöhrles Lahrer Kronenbühl fra Baden i Tyskland. I vores aktuelle smagning er to Chardonnay-vine nået op på fem stjerner – nemlig sydafrikanske Jezebelle og franske Novellum. Begge disse vine holder sig på et pænt prisniveau – henholdsvis lidt over og lidt under en hundredekrone.