Saftig og læskende sommer-Riesling

Rudi Rüttger Riesling Kabinett Trocken 2022
Tyskland, Pfalz
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 119,95, Set til kr. 69,95
Supervin
4 Stj., 88 Pts.

Kald det, hvad du vil. Jeg kalder det her en bællevin. Og det er der altså ikke noget som helst galt i. Jeg er med på, at de 88 points ikke ser ud af ret meget, men til tilbudsprisen er det mere end godkendt, for du får en hel liter læskende, lækker hvidvin til lige under 70 kroner. Det er lavpris, hvis du stadig stiller bare minimale krav til din Riesling, og så er det samtidig helt forståeligt, at du til den pris må forvente en Riesling, der ikke sprudler af elegance, finesse og mirakuløse nuancer. Det her er velskabt Riesling, der holder sig på midten af den tyske Autobahn, uden at den udfordrer unødigt på hastigheden. Det kan godt være, det ikke er den mest spændende Riesling for feinschmeckere, men det er en ideel hvidvin til sommerens have-kalas, hvor tørsten skal slukkes, og hvor grill-pølser og syltede agurker alligevel har gjort det umuligt at nørde-smage de fine nuancer i din vin.