Nytårsaften er vinmæssigt en helt anden størrelse end juleaften. For menuerne på nytårsbordet er langt mere varierede, end de er juleaften. Derfor er det også svært at kåre ‘årets nytårsvin’, for det eneste, der går igen hos de fleste er, at der skal bobler i glasset i løbet af aftenen og natten. Og netop boblerne har jeg samlet i en anden test, så i denne omgang er der kun en frizzante, en enkelt udfordrende Cremant – og en enkelt sprød, ung og spændende Cava, der har sneget sig med. Ellers har fokus været på de røde vine – og en enkelt hvid lækkerbidsken.


TESTVINDER – POWER-RØDVIN

Monteabellón Finca Matambres 2017
Spanien, Ribera del Duero (Burgos)
Rødvin, Tempranillo
Normalpris 349,00
Vild med vin
6 Stjerner – 97 Pts.
Er nytårsmenuen af den lidt kraftigere slags, så er Ribera del Duero et godt bud. Fra den sydlige del af Burgos-området i Ribera del Duero kommer denne blændende vin fra et lille område omkring Finca Matambres. Området hører til vinhuset Monteabellón, og her er tale om en virkelig flot vin til fornuftige penge. 2017 var ikke nødvendigvis en stor årgang i Ribera del Duero, men gode vinmagere kan sagtens lave store vine i mindre gode årgange, og det er i den grad tilfældet her. Masser af dybde, sublim syre og en flot balance mellem power og feel-good-stemning. I prisklassen er det fænomenalt – for nok har jeg smagt bedre vine fra Ribera del Duero, men så er vi oppe i nærheden af 500-kroners-klassen. Der er tilmed rigtig godt lagringspotentiale, men lad være at lade den ligge i 10-12 år, hvis du gerne vil bevare noget af den livlige syre til at give modspil til den bløde frugt.


TESTVINDER – ELEGANCE-RØDVIN

Benoit Girardin Santenay 1er Cru Clos Rousseau 2020
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 315,- – Set til kr. 279,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 95 Pts.
Det elegante bud på en nytårsvin af den røde type, kunne sagtens være en Bourgogne. Her har vi en Bourgogne med flotte røde frugter, der er samlet i en let og elegant indpakning. Der er dybe og massevis af nuancer, der giver et spændende og imponerende smagsspektre, så man i sidste ende sidder tilbage med oplevelsen af en vin, der er skøn og enormt flot, selvom prisen er oppe i 300-kroners-klassen.


TESTVINDER – NYTÅRSHVIDVIN

Ramon do Casar Nobre 2020
Spanien, Ribeiro
Hvidvin, Treixadura
Normalpris kr. 219,-, Set til kr. 189,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 94 Pts.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er fjollet med galicisk hvidvin. Oftest er det Albariño-druen, der leverer de største resultater, men Ramon do Casar i det lille Ribeiro-område ved om nogen, hvordan man skal gribe Treixadura-druen an. Der findes et par varianter af hvidvine fra dette vidunderlige vinhus, og i denne variant får vi et lille fadpræg, der leverer en flot dybde til de friske, dejlige noter. Det er klassisk galicisk på den solide og friske måde, der klæder mange smagfulde forretter – eksempelvis de fiskebaserede. 


ANDRE SPÆNDENDE NYTÅRSVINE

Tenuta Sette Ponti Crognolo 25 Anniversary Edition NV
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese/Merlot
Normalpris kr. 449,95 – Set til kr. 179,95
Supervin
4 Stjerner – 95 Pts. 
Jeg bryder mig ikke om betegnelser som ‘Tignanello-killer’ og den slags, for det reducerer den vin, man taler om, til noget, der minder om en kopi. Og Crognolo har fortjent langt mere end det. Crognolo er helt sin egen, og med sin superlækre kombination af dybe frugter, lækker syre og en fornem balance, behøver Crognolo ikke læne sig op ad andre fine vine. Til tilbudsprisen er her tale om intet mindre end en superb toscaner – den angivne normalpris stikker lidt for meget af. 


Cortonesi La Manella Rosso di Montalcino 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 159,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 94 Pts.
Skal budgettet på nytårsvinen holdes nede i nærheden af 150 kroner pr. flaske, så er denne Sangiovese et fornemt bud på en lækker vin-oplevelse, der på samme tid har masser af smag, men som bevarer den lyse frugtfornemmelse. Her er en god modenhed, der er koblet med en vidunderlig syre, og det gør La Manella til en meget tilgængelig og lækker vin, der pleaser på en udfordrende måde.


Vina Vik Milla Cala 2019
Chile, Central Velley
Rødvin, Cabernet Sauvignon, Carmenere, Shiraz, Cabernet Franc
Normalpris kr. 349,95 – Set til kr. 199,95
Supervin
4 Stjerner -93 Pts. 
I mange kredse har chilensk vin ry for at levere rigtig godt, hvis man skal ramme noget budgetvenligt. Der er stadig mange, der vælger vine fra andre lande, hvis det skal være de lidt større og dyrere vine. Og det er egentlig synd, for der findes en god portion rigtig flotte vine i den lidt højere prisklasse i Chile. Vina Vik står bag nogle af dem – ikke mindst denne Milla Cala, der er sammensat af fire forskellige druesorter. Her er fylde, power og masser af moden frugt – men også elegance og balance i sagerne. Et supergodt bud på til menuen med solid smag og godt med kød. 


Chateau Lamothe Bouscaut 2019
Frankrig, Bordeaux (Pessac-Leognan)
Rødvin, Merlot/Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 249,-, Set til kr. 229,-
Holte Vinlager
4 Stjerner – 92 Pts.
Bordeaux kan være snørklet og stramt, men det kan også være blødt og forførende. Chateau Lamothe Bouscaut er en vin, der har lidt af begge dele, for fra den meget bløde og charmerende indledning, hvor man for alvor fornemmer Merlot-druens tiltrækkende, bløde frugter, følger tanninerne, krydderierne og den lidt strammere syre og krydderi fra Cabernet Sauvignon-druerne. Det sidste indtryk er måske en tand i den tørre afdeling for nogle, men for mig er kombinationen absolut godkendt.


Domaine Sorine Cremant de Bourgogne Blanc de Blanc NV
Frankrig, Bourgogne (Cote d’Or, Santenay)
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 229,-, Set til kr. 199,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 92 Pts.
Til nytårsaften skal der være bobler. Mange vælger Champagne – og det er der rigtig mange fortræffelige årsager til. Andre vælger en løsning, der er lidt mere budget-venlig – det kan der være ligeså mange rigtig gode årsager til. Én af dem, jeg hører oftest, er fra folk, der kun drikker bobler nytårsaften, og som synes, det er noget ‘surt noget’. Det giver god mening, hvis de køber en flaske tør Champagne til deres kransekage – her skal man vælge en demi-sec, hvis der skal være balance i sagerne. Al den udenomssnak for at komme til sagen, for indholdet af sødme og restsukker varierer ligeså meget på andre bobletyper som Cremant, Cava m.v. Her har vi en Cremant, der egner sig langt bedre til forretten eller den salte snak, for denne rene Chardonnay-vin er enormt elegant og i den tørre ende. Den har en fortrinlig syre, og vi er langt fra kategorien ‘bælle-bobler’. Her er der lagt op til fordybelse og grundig smagning, for Domaine Sorine har skabt en nuanceret og rigtig flot Cremant, der tilgodeser den, der gerne vil gå på smagsopdagelse i de elegante, lyse og lækre smagsnoter.


Domaine Jean Monnier et Fils Meursault Les Malpoiriers 2020
Frankrig, Bourgogne (Meursault)
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 329,-, Set til kr. 279,-
Jysk Vin
3 Stjerner – 92 Pts.
Bourgogne er altid et godt bud – næsten uanset anledning. De mørke frugter i denne Meursault fra 2020-årgangen lægger en solid bund under den lette og alligevel markante syre. Balancen sidder ikke helt, hvor den skal til min smag, og det er som om, helheden ikke er helt på plads endnu. Jeg fornemmer et rigtig flot potentiale, men også at den sidste balance og afstemthed endnu mangler, hvis prisen skal være berettiget til en her-og-nu-oplevelse.


Familia Oliveda Brut Jove NV 
Spanien, Cava
Bobler, Macabeo, Xarel-lo, Parellada 
Normalpris kr. 99,- 
Vild med vin  
5 Stjerner – 91 Pts.
Bobler koster ofte en portion penge, hvis du skal have god kvalitet. Men bobler kan også pible i overraskende retninger, som eksempelvis denne unge Cava, der blot har fået 12 måneder på flaske. Det er ikke meget, og ofte ville det nok resultere i et halvfærdigt udtryk, men Familia Oliveda har formået at fremelske alle de fordele, der kan være ved en ungdommelig Cava. På de klassiske druesorter Macabeo, Xarel-lo og Parellada er det nemlig lykkedes at skabe en vin med en imponerende energi og livlighed i både boble-struktur og smag. Men samtidig er det frugtagtigt og nemt at gå til. Det gør Familia Oliveda Brut Jove til en usædvanligt charmerende og behagelig oplevelse.


Michel Alte Reben Spätburgunder 2019
Tyskland, Baden (Kaiserstuhl)
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 159,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 91 Pts.
Spätburgunder er den tyske udgave af Pinot Noir. I princippet samme druesort, men vokset under andre forhold og håndteret med andre traditioner. Michel’s Alte Reben er klassisk Spätburgunder med en næsten krudt- og svovl-agtig fornemmelse i næsen, mens smagen er med lyse men dybe frugter. Man skal lige vænne sig til den krudtede stil i førsteindtrykket, men eftersmagen er lang, nydelig og charmerende. 


Tony Bish Heartwood Chardonnay Hawkes Bay 2020
New Zealand, Hawkes Bay
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 349,95, Set til kr. 199,95
Supervin
3 Stjerner, 90 Pts.
Hvis du er til fadlagret Chardonnay, skal du spærre øjnene op, når du ser en vin fra Tony Bish. Det er jo et spørgsmål om smag, om man er til den fadlagrede stil – jeg er normalt mest til de rene hvidvine uden fadpræg. Men er det hele afstemt og balanceret, så er jeg fan. Her sidder jeg dog tilbage med fornemmelsen af, at det er fadet, der overstråler Chardonnay-druen, i stedet for Chardonnay-druen, der suger fadet til sig. Det giver lidt for mange træsplinter i indtrykkene, så selvom det er velgjort, så er stilen et stykke væk fra det, jeg normalt bliver tiltalt af.


Monte Tondo Garganega Frizzante 2021
Italien, Verona
Bobler, Garganega
Normalpris kr. 80,-
Den Gode Vino
4 Stjerner – 84 Pts.
Bobler kan være mange forskellige ting. Står der ‘frizzante’ på flasken, så er boblerne mere som sodavands-brus, end de er som champagnebobler. Det kan nogle gange klæde de blødere og let sødmefulde boble-vine, men det er sjældent man oplever dem i en succesrig sammenhæng med tørre og friskere vine. Her er vinen baseret på Garganega-druen, og den er holdt i den stramme og friske stil. Det er interessant at smage forsøget på at skabe en tør Garganega-brus, men når alt kommer til alt fungerer det ikke på en måde, som jeg for alvor bliver fan af.