Norditaliensk finesse og amerikansk klasse.

December er altid en speciel måned at anmelde vine i. For de fleste jule-vine er allerede kommet igennem systemet, og derfor bliver det ofte en spændende blanding af vine, der kan egne sig godt til nytårsaften, eller som bare trænger til at blive smagt, selvom de ikke lige passer ind i en eller anden specifik sammenhæng.

I denne smagning er jeg især begejstret over en Nebbiolo fra det nordlige Italien. Og så er der både lækkerier fra USA, Rhone og Spanien – og meget andet. Tag et kig – og lad dig inspirere til enten nytårsaften eller til at indlede 2024 med nogle store vinoplevelser.


Tenuta Scerscé Sassella Valtellina Superiore Incanto 2019
Italien, Valtellina
Rødvin, Nebbiolo
Normalpris kr. 300,-, Set til kr. 255,-
Vinova
6 Stjerner, 97 Pts.
Tak spids for en lækkerbidsken. Vi er i Lombardiet i det nordligste Italien. Nærmere bestemt Valtellina-området, som man ikke så ofte hører om herhjemme. Et område, der primært byder på friske vine, der er baseret på Nebbiolo-druer, og som virkelig kan forbløffe, når de er velskabt. Her har vi taget de nødvendige skridt op ad stigen, så vi først bevæger os ind i Valtellinas bedste underområde, Sassella, og tilmed bevæger os ind i Superiore-kategorien, hvor vinene skal have to års lagring – mindst et af dem på fad. Det er Nebbiolo, der er så blødt, elegant og blidt, og som er så afrundet, nuanceret og formidabelt, at det er helt uimodståeligt. Lad være at servere denne vin til en god middag. Server vinen med en lille salt snack eller en let hapser ved siden af. Eller bare nyd den, som den er. Det er magisk.


Beaulieu Vineyard Napa Valley 2019
USA, Californien
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 699,95, Set til kr. 329,95
Supervin
4 Stjerner, 95 Pts.
Cabernet Sauvignon og Napa Valley. Så er vi på en af de stier, der for mange fører direkte mod himlen. Og vi er tilmed hus Beaulieu, der af flere anses for at være blandt de dygtigste Napa-producenter. Den helt store George de Latour Private Reserve er et kapitel for sig. Og hvis du skal finde topkvalitet for pengene, så er det et godt trick at gå på opdagelse i topvinenes små knopskud. Nogle kalder dem andenvine eller tredjevine. Eller lillebror eller lillesøster. Jeg kalder dem bonus-vine. For i jagten på den bedste topvin, udvælger vinhusene kun de allerbedste druer til en typisk ret lille produktion. Og selv de næstbedste druer kan have uanstændigt høj kvalitet i disse områder, og det kan give dig voldsomt flotte oplevelser til priser, der måske stadig er høje, men som ikke bliver uopnåelige. Med denne Beaulieu Vineyard 2019 har vi at gøre med en ren Cabernet Sauvignon, der har en imponerende balance. Den er kompleks og kompakt i sin massive frugt, men den har også den friskhed og let urtede kant, der kan være med til at gøre Napa Valley-vine til noget helt unikt. Lad den får masser af luft – og nyd den gerne sammen med noget rødt kød, hvis du er til den slags. Det vil både kødet, vinen – og du – blive glad for.


A. Berthet-Rayne Cairanne 2022
Frankrig, Rhone
Rødvin, Grenache/Syrah/Carignan
Normalpris kr. 150,-, Set til kr. 125,-
Vinova
5 Stjerner, 93 Pts.
I dette Rhone-blend af Grenache, Syrah og Carignan finder du både en lækker dybde og fine, mørke frugter. Det er knap så krydret som mange andre Rhone-vine, og det skal hverken betragtes som et plus eller minus. Bare en konstatering. Årsagen er, at Mourvedre-druen, der ofte er en del af de gode blends i Rhone, i denne vin er erstattet med Carignan. Det giver en vin, der har solid frugt og bund, men som alligevel aldrig fornemmes tung. Dejligt balanceret og rigtig flot til prisen.


5 Hormigas Mula Alcaravan Tocando el Suelo 2021
Spanien, Yecla
Rødvin, Monastrell
Normalpris kr. 210,-, Set til kr. 180,-
Vinova
5 Stjerner, 93 Pts.

Monastrell er ofte en lidt tung, krydret og meget mørk drue. Derfor er det også rigtig spændende at smage denne Tocando el Suelo, der er langt mere elegant og let i udtrykket. En del af det skyldes helt sikkert, at den gærer på cementtanke og lagrer på brugte fade. Selvom det er mere elegant og let, end de fleste sydøst-spanske Monastrell-vine, så er det stadig en vin med en forrygende intensitet, som er rigtig smukt balanceret for en vin i sin prisklasse.  Sjældent at opleve Monastrell med den elegance og samtidig med den forrygende intensitet. Smukt balanceret til prisen.


Fontalpino Chianti Classico 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 119,95
Supervin
4 Stjerner, 92 Pts.
Her har vi en klassisk og tør Sangiovese, der alligevel er frugtig nok til, at man ikke føler, at munden er helt tørlagt. Sangiovese-druen har den der evne til at give en fornemmelse, der minder om at tygge i en vindruekerne, så enten skal man være til stilen, eller også skal man gå efter en Sangiovese som denne, der også byder på flotte frugter. Alt i alt giver det i dette tilfælde en rigtig dejlig og behagelig rødvin, der egner sig til de fleste smagfulde madretter, så længe det ikke bliver for tungt.


Scheid Long Valley Ranch Estate Grown Pinot Noir 2020
USA, Californien
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 79,95
Supervin
5 Stjerner, 92 Pts.
Californisk Pinot Noir er ofte et godt valg til dig, der vil have letheden og nuancerne fra Pinot Noir-druen, men som gerne vil have dem pakket ind i lidt blødere og mørkere frugtflader, end eksempelvis dem, man finder i Oregon og Bourgogne. Derfor er det i allerhøjeste grad tilgivet, at der er en anelse bamse-basse-fornemmelse over denne Pinot Noir, især fordi den stadig holder fast i det elegante og nuancerige udtryk. Dejlig californier-Pinot Noir til dig, der leder efter en vin, der skal være velskabt, og som samtidig skal smage, som du forventer.


Four Vines The Kinker Paso Robles 2018
USA, Californien
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 109,95
Supervin
4 Stjerner, 91 Pts.
Four Vines har bestemt ikke holdt sig tilbage med de klassiske Cabernet Sauvignon-kendetegn i denne ‘The Kinker’. Vi er i Paso Robles-området i det centrale Californien. Et område, som man gerne vil udskrige til at være ‘det nye Napa Valley’, og jeg kan ikke afvise, at det går den vej. Men det er en anden stil, fordi vi er længere væk fra kysten, og druerne typisk for mere varme og sol. I denne vin giver det masser af solbær i både duften og smagen, og som afrunding på de endnu lidt kantede tanniner, dukker der en powerfuld afslutning op med masser af lakrids-noter. Det er en vin, der er meget stilren og typisk, så du skal være sikker på, at du kan lide californisk Cabernet Sauvignon, inden du køber den. Men er du vild med californisk Cabernet Sauvignon, får du en ganske velskabt rødvin, der går linen ud i sit forsøg på at være så meget sig selv, som det overhovedet er muligt.


Santa Rita Floresta 2019
Chile, Maipo Valley
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 199,-
AMKA
4 Stjerner, 91 Pts.
Det her er faktisk overraskende fin chilensk Cabernet Sauvignon, men den er også i en prisklasse, der er et niveau højere, end vi er vant til, når det gælder chilensk rødvin. For rødvin fra Chile har ofte ry for at være gode value-for-money-vine, men hvis du tør skrue lidt op for budgettet og stadig holde dig til de chilenske, så findes der mange flotte rødvine herfra. Ofte er de inspireret af de californiske Cabernet Sauvignon-vine, og det er der jo absolut ingen skam i. Her er det godt balanceret, meget frugtigt og med masser af mørke frugtnoter og krydderier. Det hænger rigtig fint sammen.


Weingut Konstanzer Spätburgunder vom Vulkan 2020
Tyskland, Baden
Rødvin, Spätburgunder
Normalpris kr. 89,-
AMKA
5 Stjerner, 89 Pts.

Det er let og saftigt, det som Weingut Konstanzer præsterer i denne vulkan-prægede Spätburgunder. Der er noter af kirsebær og fine krydderier undervejs i smagen, der for alvor markerer sig i den lange og klassiske Spätburgunder-eftersmag. Skulle jeg have flottet mig med lidt flere point, skulle elegancen have været mere finesse-præget, for det ville også have skubbet til den samlede balance i vinen, der kan virke en anelse mere fyldig, end hvad frugterne kan bære. Men skulle jeg have de ønsker opfyldt, skulle jeg nok også sætte et et-tal foran prisen. På den måde hænger alting sammen, og det her er bestemt et fint køb, hvis du skal have en let drikkelig Spätburgunder.


Clos de Gamot Cahors 2020
Frankrig, Cahors
Rødvin, Malbec
Normalpris kr. 185,-, Set til kr. 155,-
Vinova
4 Stjerner, 90 Pts.
For det første: Denne rene Malbec fra Cahors smager slet ikke, som jeg havde forventet. For det andet: Det har jeg det rigtig godt med. Jeg havde regnet med en lidt mere snørklet og introvert rødvin, men det smager faktisk fint og overraskende blidt, når man både tænker på område og druesort. Lagringen i store, gamle træfade er med til at holde smagsintensiteten på et let og elegant niveau, og det betyder på den ene side, at det bliver nemt at gå til, men det betyder også, at jeg savner lidt flere nuancer at gå på opdagelse i. Men det er en fin og lidt anderledes rødvin, der giver et andet perspektiv på både Cahors som område og Malbec som drue.


Zeni Bardolino Classico 2022
Italien, Bardolino
Rødvin
89,95 – Set til kr. 69,95
Supervin
4 Stjerner, 89 Pts.
Bardolino har aldrig være stor vin. Ofte er det faktisk ret ligegyldigt, vandet og uinteressant. Men der er jo en grund til, at man bliver ved at lave vine i det nord-italienske område omkring Garda-søen, for der dukker af og til en rigtig fin value-for-money-vin op. Zeni er en dygtig producent, når det kommer til de lidt mere powerfulde Valpolicella-vine. Som det gør sig gældende (i min optik – og med millioner af undtagelser) kan man altid kende den dygtige vinproducent på de billigste vine. For hvis der er kvalitet dér, så er de dyrere vine sikkert også interessante. Og det her er saftigt, let, velsmagende og uforpligtende. Forvent ikke en vinoplevelse, der skriver sig ind i historien, men det er altså heller ikke det, Bardolino er skabt til. Tag det for, hvad det er – og nyd, at det faktisk smager rigtig behageligt som et ukompliceret hyggeglas.


Villa Asmundo Rosso 2021
Italien, Sicilien
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Shiraz/Nero d’Avola
Normalpris kr. 75,-
AMKA
4 Stjerner, 88 Pts.
Det er danske Peter Vinding-Diers, der (blandt andre) står bag denne Villa Asmundo Rosso fra det varme og tørre Sicilien. Man fornemmer tydeligt de danske referencer, for det her er en vin, der spiller på alt det, den klassiske familien Danmark-rødvin skal. Dybde, frugt, rig bund og knap så mange nuancer. Det er som om, smagens volumen går forrest, og det koster på alt det, der kunne gøre det spændende. Helt fin vin til prisen – men heller ikke ret meget mere end det.


Long Valley Ranch Cabernet Sauvignon 2020
USA, Californien
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 79,95
Supervin
3 Stjerner, 88 Pts.

Den charmerende stil fra Long Valley Ranch Pinot Noir er ikke rigtig til at genkende i husets Cabernet Sauvignon. Her er der skruet op på de knapper, der kan skrues op på, og noterne af solbær og krydderier er tæt pakket i en intens og næsten bombastisk helhed. Det får det samlede udtryk til at stritte lidt mere, end hvad godt er. Det smager ikke væmmeligt, men det er heller ikke en vin, der sætter ret mange positive aftryk.