Spanske hvidvine tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed, og roséerne bør snart følge efter. Begge dele er på umanérligt højt niveau.

Man siger, at for enden af regnbuen, findes en krukke med guld. Der er masser af regnvejr i det nordvestlige Spanien – så mon ikke også, at der findes nogle regnbuer? Der er i hvert fald en gevaldig krukke med guld, når vi taler hvidvine fra Galicien – og tager vi resten af det ‘øverste venstre hjørne’ af Spanien-kortet med, så rammer vi også både de vidunderlige Verdejo-vine fra Rueda.

 

Hvis du er glad for friske nordspanske hvidvine, så bør du dog også smage på de spændende vine fra resten af landet. Men det er noget af en opgave at komme hele vejen rundt, så her har vi samlet en lille række af fabelagtige vine – fire hvide og en enkelt rosé. De holder sig alle under 150 kroner, og skulle dermed være til at få fingre i for de fleste.

 

SPANIEN RUNDT MED FEM FORSKELLIGE VINE

 

Godeval Valdeorras

Det her er en Godello, der er så frisk og lækker, som jeg allerbedst bedst kan lide dem. Prisen er ligeså vanvittig som kvaliteten, for nøj, hvor smager den godt. Fremragende balance mellem syre og sødme. Den store, frugtige stil og alligevel den elegante, friske og syrerige smag. Outstanding til prisen på 119,-!
Set til kr. 119,- hos Jysk Vin (6*)

 

Binario Blanco Organic

Den hvide variant af Tempranillo-druen er endnu ikke så velkendt herhjemme, men generelt viser den sig efterhånden frem i ret spændende og interessante hvidvine, der giver Rioja-området et nyt stærkt kort at spille ud. I Binario’s udgave er det en drue, der giver en usædvanligt interessant hvidvin med masser af smag og blødhed, der først og fremmest rummer en massiv frugt-oplevelse. Ikke desto mindre har vinen også en spændstig sprødhed, der giver balancen, og som lader Binario Blanco stå tilbage som en vin, jeg er helt vild med.
Set til kr. 79,- hos SPS (6*)

 

Ramon do Casar 2018

Treixadura-druen er sammen med Albariño og Godello blandt de helt store årsager til, at Galicien og omegn har en særlig plads på min hvidvins-hylde. Denne Treixadura kommer fra Ribeiro og præsenterer sig med en smuk syre og en god fylde. Det er en rigtig lækker og klassisk nordvestspansk hvidvin, der kun mangler den allersidste lille overraskelse for at nå helt op på topkarakteren. Vi er meget tæt på, og eftersmagen trækker også deropad med sin lange, varierede stil.
Set til kr. 139,- hos Jysk Vin (5*)

 

Vina de Mercado 2018

Jeg er vild med den skønne og lækre stil i Verdejo-druen. Det er blødt og blidt med masser af frugt og alligevel masser af syre, og det viser sig bestemt også i denne vin fra Rueda. Det er en vin, der gør alt det, en Verdejo skal, og den har tilmed en smule positiv skrat i eftersmagen, der giver et lidt krydret særpræg. Det er en dejlig og lækker vin til en meget fornuftig pris.
Set til kr. 79,- hos Skjerning (5*)

 

 

Traslanzas Rosado 2018

Hvis du følger fast med her på Flaskehalsen, så vil du nok vide, at jeg synes, at spansk rosé er voldsomt undervurderet. Så hver gang jeg har en mulighed for at slå et slag for spansk rosé, så gør jeg det gerne, og Traslanzas fra Cigales-området har her lanceret en vild rosé-vin, der er et blend af Tempranillo, Albillo, Viura og Verdejo-druer. Det er en vin med en vild farve og en rigtig lækker smag. Jeg har lyst til at slynge seks stjerner efter den, men jeg er godt klar over, at det er en rosé, der vil dele vandene, og derfor forventer jeg ikke, at alle vil juble over den sammen med mig. Men jeg jubler. Over den vilde kulør. Over den skønne aroma. Og over den bilde smag, der både er blød, krydret, balanceret og eksplosiv på samme tid.
Set til kr. 89,- hos Skjerning (5*)